Årsberetning fra formanden
Bokseklubben Sct. Jørgen Holstebro – Generalforsamling 2026
Kære medlemmer, trænere, bestyrelse, frivillige og venner af Bokseklubben Sct. Jørgen Holstebro.
Endnu et år er gået, og i dag skal vi gøre status over perioden fra 2025 og frem til nu i 2026.
Det har på mange måder været et meget positivt år for klubben – men det har også uden tvivl været et af de hårdeste år i mange år. Vi har været igennem flere udfordringer og kriser undervejs. Men vi er kommet igennem dem, og i dag står klubben stærkere og med bedre styr på tingene end før.
I starten af året havde vi planer om at afholde et Fight Night-stævne. Der blev lagt et stort arbejde i planlægningen, og det var noget, vi virkelig så frem til. Men efterhånden som planlægningen skred frem, måtte vi erkende, at arrangementet ikke ville være økonomisk rentabelt. Derfor traf vi beslutningen om at stoppe planlægningen.
Den beslutning affødte naturligvis nogle negative holdninger fra enkelte personer. Men størstedelen af bestyrelsen kunne godt se fornuften i beslutningen. Som formand valgte jeg at tage det fulde ansvar. For mig handlede det om rettidig omhu – og om at beskytte klubbens økonomi og fremtid, så vi i stedet kunne fokusere på de mange andre gode ting, som klubben står for.
Året har også været præget af flere ekstraordinære generalforsamlinger. Det skyldtes blandt andet, at vores mangeårige medlem, bestyrelsesmedlem og træner Kenneth valgte at stoppe i klubben. Dermed blev der sat punktum for en epoke med Hangaard-familien, som i mange år har haft en stor betydning for Bokseklubben Sct. Jørgen. For det vil jeg gerne sige en stor tak.
Efterfølgende opstod der også udfordringer omkring klubbens fond. Omkring sommerferien tog jeg kontakt til det, jeg troede fonden var velfungere, men det viste sig, at der ikke længere var styr på organiseringen, og at den nu tidligere formand faktisk var trådt ud.
Det betød, at vi stod i en situation, hvor fonden ikke fungerede efter loven, og hvor der i værste fald kunne have været risiko for, at fondens midler gik tabt.
Og for at sige det helt klart:
Det var virkelig på nippet til, at vi kunne have mistet næsten 850.000 kroner.
Det var en meget intens periode og noget af det hårdeste, vi som bestyrelse har stået med i mange år. Der skulle handles hurtigt, og der skulle ryddes op i en situation, hvor der simpelthen ikke havde været styr på tingene.
Heldigvis lykkedes det os at få samlet trådene op. Der er blevet ryddet op, fondens bestyrelse er blevet etableret på ny, og Civilstyrelsen har nu godkendt fonden igen. Det vigtigste er, at midlerne er blevet sikret, og at fonden i dag står på et lovligt og stabilt fundament.
Samtidig har vores støtteforening Nørrelands Bingo også været igennem en alvorlig organisatorisk krise. Bingoen var faktisk tæt på at måtte lukke og slukke, fordi der ikke havde været styr på spiltilladelsen, og fordi der ikke var blevet fremlagt de nødvendige regnskaber.
Det var en situation, som også kunne have fået store konsekvenser for klubben.
Men også her fik vi taget fat i problemerne og fået ryddet op. I dag er der igen styr på organisationen, tilladelserne og økonomien.
I den forbindelse vil jeg gerne rette en stor tak til Bettina, som vi udpegede som formand. Hun har gjort en kæmpe indsats for at få styr på organisationen, spillereglerne og strukturen i Nørrelands Bingo.
Derudover vil jeg også gerne sige en stor tak til Mette, som har taget et stort ansvar i arbejdet med fonden. Hun har lagt et stort stykke arbejde i at få styr på tingene og sidder i dag som både repræsentant og formand i fonden.
Kæmpe tak til jer begge for den indsats, I har lagt i arbejdet med at få genskabt orden og stabilitet.
Og resultatet er faktisk, at Nørrelands Bingo i dag giver et større overskud til bokseklubben end nogensinde før.
Noget andet vigtigt at sige er også, at klubbens økonomi i dag aldrig har været stærkere.
Det vil vores kasserer Mette naturligvis fremlægge mere detaljeret senere i dag, når regnskabet bliver gennemgået. Men det er vigtigt for mig allerede nu at sige, at klubben i dag står økonomisk stærkt.
Vi har også i løbet af året valgt at skifte bank – fra Vestjysk Bank til i dag at være kunde i Sparkassen Danmark. Det er en bank, der ser et stort potentiale i vores klub og gerne vil være med på den rejse, vi er i gang med.
Og sådan et samarbejde kan kun lade sig gøre, fordi vi har en sund og stærk økonomi i klubben.
Men midt i alle udfordringerne er der også noget, der virkelig viser, hvad vores klub står for.
Klubben har i dag flere medlemmer, end vi har haft i mange år.
Der er stor tilslutning på alle vores hold, og stemningen i klubben har aldrig været bedre. Det gælder både blandt de unge, på motionsholdene og på kampholdet.
Der er livsglæde, gode træningsforhold og en rummelighed, som man mærker med det samme, når man træder ind i træningslokalet.
Uanset om det er Parkinson-holdet, ungdomsholdet, motionsholdet eller kampholdet, så møder man den samme positive energi. Man bliver simpelthen glad af at komme i klubben.
Det er netop det, der bærer vores værdier.
Det er det, der gør klubben unik.
Og det er det, der gør, at vi næste år kan fejre 100 år som bokseklub.
Alt det slid, alle de kampe og alle de udfordringer, som 2025 har budt på – det er netop fællesskabet og glæden ved klubben, der gør, at vi fortsætter og bliver ved.
2025 bød også på vores årlige Holstebro Box Cup. Denne gang krævede det ekstra arbejde. Mange øjne fra bokseverdenen – både i Danmark og fra udlandet – hvilede på os, fordi vi i høj grad stod på egne ben i afviklingen.
Vi måtte række ud efter hjælp fra flere klubber og fra vores hovedorganisation, som heldigvis stod klar til at hjælpe. Sammen lykkedes det at gennemføre et meget vellykket stævne, og vi har fået en enormt positiv respons fra bokseverdenen omkring os.
Endnu en gang har vores frivillige, medlemmer og bestyrelsen spillet en afgørende rolle. Uden jer ville det ikke være muligt.
Og til sidst vil jeg gerne give en særlig tak og udtrykke min dybeste respekt for vores cheftræner Casper.
Da Kenneth stoppede i klubben sidste år, stod vi i en situation, hvor der skulle trædes frem og tages ansvar. Casper trådte ud af skyggen og har siden da taget et kæmpe slæb på kampholdet. Han har taget et stort ejerskab for opgaven og er vokset enormt med ansvaret.
Kampholdet er en af kerneværdierne i vores bokseklub, og Casper har virkelig formået at løfte den opgave.
Casper – det arbejde, du lægger i klubben, har min allerstørste respekt.
Og klubben er dig dybt taknemmelig for den indsats, du lægger hver eneste dag.
Der er ingen tvivl om, at det har været et hårdt år. Vi har haft mange møder, mange udfordringer og mange ting, der skulle løses. Men når vi ser tilbage nu, kan vi også se, at arbejdet har været det hele værd. Vi har fået ryddet op, fået styr på tingene og skabt et stærkere fundament for klubbens fremtid.
Bokseklubben Sct. Jørgen Holstebro har eksisteret siden 1927, og næste år runder klubben 100 år.
Når vi ser frem mod næste år, så står vi over for noget helt særligt.
I næsten et århundrede har mennesker før os lagt tid, kræfter og hjerte i klubben. De har kæmpet for sporten, for fællesskabet og for at give næste generation et sted at høre til.
Nu er det vores tur til at bære klubben videre.
Og hvis året 2025 har vist os noget, så er det, at vi kan klare selv de hårdeste udfordringer – når vi står sammen.
Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at Bokseklubben Sct. Jørgen også står stærkt de næste 100 år.
Tak for året der er gået – og tak fordi I alle er med til at gøre klubben til det sted, den er.
Jacob Carlo Ravnholt
Formand
Bokseklubben Sct. Jørgen Holstebro 🥊