Kære alle
Efter drøftelse i bestyrelsen har vi stået med en svær beslutning angående Holstebro Fight Night.
Der var stemmelighed i bestyrelsen omkring, hvorvidt vi skulle gennemføre eller aflyse stævnet. Ifølge vores vedtægter er det formandens stemme, der er afgørende i sådanne tilfælde – og som formand har jeg truffet beslutningen om, at vi aflyser Holstebro Fight Night.
Beslutningen er ikke taget let. Den bygger på et meget lavt billetsalg og udsigten til et betydeligt økonomisk underskud, hvilket vi som forening ikke kan forsvare over for vores medlemmer. Vi må tage ansvar for klubbens økonomi og troværdighed – og det betyder nogle gange at tage den svære beslutning, før skaden bliver større.
Selvom meningerne har været delte, står vi som bestyrelse samlet bag beslutningen.
Jeg er oprigtigt ked af, at det er endt sådan – især over for de boksere og frivillige, som har set frem til og arbejdet for arrangementet.
Men vi lærer af det og kommer stærkere igen. Det her er ikke et nederlag – det er rettidig omhu.
Tak for jeres forståelse.
Med venlig hilsen
Jacob Carlo Ravnholt
Formand – Bokseklubben Sct. Jørgen